Husjagten: ét af de huse vi bød på

Som mange af jer ved, var vi på husjagt i tre år, før det lykkedes os at finde et hus, som vi både kunne lide og ikke mindst “vandt” på prisen. Det har været noget af en rutchebanetur, må jeg indrømme. Mange af jer har spurgt, om I må se nogle af de huse, som vi overvejede at købe og/eller bød på. Langt de fleste af de huse der har interesseret os, har været nogle, hvor vi skulle sætte vores eget præg på. Håndværkertilbud om man vil. Markedet er bare sådan i øjeblikket, at ingen priser føles som “tilbud”, så jeg vil nærmere kalde det håndværkerKØB. 🙂 Jeg tænkte, det kunne være meget sjovt at dele nogle af dem med jer samt vise, hvordan vi havde tænkt os at gøre dem til vores og renovere dem. Jeg har nemlig Photoshoppet og tegnet nye plantegninger på næsten alle de huse, som vi har kigget seriøst på for bedre at kunne visualisere idéerne.

Dette lille søde hus lå i Rungsted og var et af dem, vi bød på sidste sommer og var SÅ tæt på at vinde. Det trængte virkelig, virkelig, VIRKELIG til en kærlig hånd. Det dryppede ned fra loftet, planterne voksede ind af vinduerne, der sad edderkoppeæg i hele loftet, haven var én stor urskov, osv. Flere andre interesserede købere talte om at rive det ned og bygge nyt, men vi havde derimod planer om at sætte det i stand og bygge 75 kvm til. Huset var nemlig ganske charmerende. Det krævede dog en TOTALRENOVERING. Wow, det var slidt. 

Vi havde planer om at bevare den gamle stil, pudse det hvidt og tilføje større småsprossede vinduer og nyt tegltag. Derudover ville vi tilføje en lille “vinterhave” på havesiden for at give huset lidt mere charme og få en hyggelig altan på 1. sal ved forældresoveværelset. Der ville blive fire soveværelser på 1. sal samt et badeværelse.

Stueplan: den originale plantegning.

Stueplan: vores idé til ny plantegning samt tilbygning.

Huset var meget lille og for småt til vores familie på fire, så derfor var tanken, at vi ville bygge til. Det var en smal, men lang grund, så derfor var der kun mulighed for at forlænge. Det kunne virkelig være blevet godt, men set i bakspejlet er jeg glad for, at vi ikke fik det. Det havde måske alligevel været en for stor mundfuld at begive sig ud i både totalrenovering OG tilbygning, når vi ikke engang har prøvet at renovere et helt hus før, haha… Og så føles det bare helt rigtigt, der hvor vi er havnet.

Hvad synes I om denne slags indlæg? Vil I se flere? 🙂